Operationen
Selve operationen tager omkring 2 timer. Du får lagt lokalbedøvelse i huden, der hvor snittene lægges - Altså omkring bikinilinjen. Hvis der skal foretages fedtsugning, indledes operationen med dette. Herefter løsnes den slappe hud fra den underliggende muskelhinde fra bikinilinjen og op til brystbenet. Navlen skæres fri, og den slappe hud skæres væk. Hvis mavemusklerne er gledet fra hinanden som følge af graviditet, syes de sammen. Herefter dannes der et nyt hul til navlen, og huden syes sammen. Der vil ofte blive lagt to dræn. Du får anlagt plaster (micropore) på huden og til sidst en komprimerende bandage.
Ved en mini maveskindsoperationen lægges der lokalbedøvelse i huden ud for bikinilinjen, og man fjerner den slappe hud op til navlen. Man kan ikke sy mavemusklerne sammen ved dette indgreb.
Hvis man er sund og rask, normalvægtig og ikke-ryger, har man det bedste udgangspunkt før en operation. og vil have mindst risiko for at udvikle en komplikation.
Er du ryger? - Så er det derfor vigtigt, at du stopper med at ryge 4 uger før og indtil 4 uger efter operationen.
Er du overvægtig, bør du tilstræbe dig efter et vægttab, så dit BMI er tæt på 25.
Undgå gerne alkohol en uge før operationen.
Forskellige former for medicin og naturpræparater påvirker blødningstendensen, hvorfor du i samråd med kirurgen skal pausere visse behandlinger inden en operation. Læs mere her, hvis du får medicin eller naturmedicin.
Hvis du i dagene op til operationen føler dig syg, eller har tegn på infektion, skal du kontakte klinikken.
Den normale maveskindsoperation foretages i fuld bedøvelse, hvorfor det er vigtigt, at du er fastende i 6 timer før operationen. Du må dog godt drikke et enkelt glas saft eller vand op til 2 timer før operationen, men ingen mælkeprodukter. En mini maveskindsoperationen foretages i lokal bedøvelse.
Når du ankommer til klinikken, får du anvist din seng af sygeplejersken. Du har en samtale med kirurgen, så eventuelle spørgsmål til forløbet bliver afklaret. Derefter laves optegninger på huden, og der tages fotos til din journal. Herefter møder du anæstesi (bedøve) lægen, som informerer dig om bedøvelsen, og giver dig smertestillende medicin. Du er nu klar til operation.
Opvågning:
Har du været i fuld bedøvelse, ligger du til opvågning på din sengestue, hvor du observeres af vores opvågningssygeplejerske. Anæstesi lægen ordinerer smerte- og kvalmestillende medicin. Lokalbedøvelsen virker i 4-6 timer, og man har sjældent meget ondt, når man vågner op. Efter et par timers sengeleje er man som regel frisk nok til at få lidt at spise og drikke.
Udskrivelse:
Har du været i fuld bedøvelse, forbliver du indlagt natten over, og udskrives om morgenen dagen efter din operation. Er du opereret i lokal bedøvelse, kan du gå hjem efter du har hvilet dig i 30 min.
Bandage & plaster
Du får efter operationen anlagt en komprimerende bandage om maven. Afhængigt om du har fået syet mavemusklerne sammen, skal du bære bandagen døgnet rundt i 6 uger og yderligere 6 uger i dagtid. Har du kun fået fjernet hud, kan du nøjes med bandage i 3 uger døgnet rundt og yderligere 3 uger i dagtid. Vi anbefaler, at du benytter microporeplaster i 3 måneder over arrene.
Smerteplan:
Du får en smerteplan med hjem, som instruerer dig i, hvilken og hvor meget smertestillende medicin du skal tage. Vi giver medicin med til de første par dage, og der bliver udstedt elektronisk recept, som kan benyttes på alle apoteker.
Smerter:
Det første døgn er som regel ikke forbundet med stærke smerter. Smerterne tager ofte til i løbet af de første 2-4 dage. Derfor er det vigtigt at man tager den ordinerede smertestillende medicin. Smerterne begynder at aftage omkring 7 dagen, men man skal forvente at være øm i 3-4 uger.
Kontrol, trådfjernelse og plaster:
Du skal til kontrol efter 10-14 dage, hvor trådende fjernes. Der planlægges herefter tid til 3 måneders kontrol.
Fysisk aktivitet:
Det er vigtigt, at du lytter til din krop, og undgår at lave bevægelser, der gør ondt. Du skal allerede fra 1. dag efter operationen være ude af sengen og gå stille og roligt rundt.
I de første 2 uger er det meget vigtigt at undgå tunge løft og stød. Tænk over praktiske ting som at undgå tøj du skal have af/på over hovedet i de første uger. Efter 2 uger må du gradvis øge dine bevægelser og foretage normale løft.
Sport: Du kan gradvist begynde at træne isolerede benøvelser efter 3-4 uger, f.eks. en tur på motionscykel. Løb og vægttræning af overkroppen efter 6-8 uger. Start stille og roligt ud og øg vægt/intensiteten uge for uge.
Sovestilling: Vi anbefaler, at man sover på ryggen de første 3-4 uger efter operationen.
Bilkørsel: Du må ikke køre bil, så længe du har smerter - Du skal kunne reagere normalt.
Sol: Beskyt arret mod sollys vha solcreme faktor 30 eller derover - Særligt i det første år.
Arbejde: Du kan forvente at genoptage stillesiddende arbejde efter 10-14 dage. Fysisk krævende arbejde kan genoptages efter 3-4 uger.
Bad: Du kan bade dagen efter operationen, da plastret kan tåle at blive vådt. Tør det med håndklæde eller en hårtørrer.
Føleforstyrrelser:
I de første måneder efter operationen er det normalt at opleve forskellige føleforstyrrelser i form af stikken, prikken og jag. Manglede følelse opleves også i de første måneder, men permanente føleforstyrrelser efter 1 år er derimod sjældne. De opleves hos under 1 %.
Blødning:
Det er normalt at du i dagene efter operationen, kan udvikle mindre hævelse og blå mærker, men en operationskrævende blødning er derimod sjælden (under 1 %).
Infektion:
Der kan opstå en sårinfektion, som er kendetegnet ved rødme af huden - typisk omkring arret og behandles effektivt med antibiotika.
Ar:
Arrene er umodne (røde) op til de første 12 måneder efter operationen, hvorefter de aftager. En sjælden komplikation (under 1 %) er en overreaktivt arvævsdannelse, som giver et tykt og uskønt ar. Opstår dette, kan det behandles med binyrebarkhormon.
Hudoverskud og ujævnheder:
Hvis der i forbindelse med operationen er foretaget fedtsugning, kan der forekomme enkelte ujævnheder i huden. Der kan være et mindre hudoverskud i hver ende af arret, det mindskes normalt i løbet af de første 3 måneder.
"Sikkerhed og tryghed er vores topprioritet"
- Phillip Pfeiffer
Tillid og tryghed
Vi tager hånd om dig
Hos Pfeiffer Plastikkirurgi er det vigtigste altid, at vores patienter føler sig trygge og er helt tilfredse med processen og resultatet af behandlingen. Vi står altid klar med råd, vejledning og gode priser.